New Zealand byder på mange naturoplevelser, faktisk er jeg nået til den konklusion, at disse relativt små øer er beriget med den helt store palette af naturens skønheder. Man kører i sin camper og ser de skønneste blomstermarker, pludselig begynder vejen at sno sig, og en time senere kører vi med udkig til sneklædte bjerge. Efter endnu en times kørsel oplever man regnskov, og pludselig svinger vejen ud, hvor landet ender, og vi hænger ud over kippperne med et fantastisk view ud over havet – og jo, se lige de delfiner der svømmer derude!
Vi har mange oplevelser her fra øerne, der er et mekka for alle, der holder af naturoplevelser. En af dem, der har gjort et stort indtryk på os alle 4, var da vi fik lov til at gå på en af store gletschere, som stadig kan opleves her på New Zealand, selvom dette naturfænomen også er på retur her som i den resterende del af verdenen.
En gletscher er noget så underligt som en flod af sammenpresset sne, der dog stadig er i bevægelse. Sneen fra bjertinderne glider i sommermånederne ned af bjergsiderne og tætnes langsomt til krystalklar is, mens masserne baner sig den letteste vej nedad. At vi netop her i dette område også er omgivet af regnskov gør ikke vores oplevelse mindre spektakulær.
For at komme ind og vandre på isen skal man booke en guide. Jeg gik i starten med den opfattelse, at dette måtte være en af de sædvanlige pengemaskiner, der kan malke enhver turist, men da vi i gåsegang nærmer os mundingen, hvor isen brækker af i kæmpeflager ned i den enorme brusende flod, må jeg erkende, at gletschervandring er for specialister & vovehalse.
Vores team består foruden os af en blandet skare med en klar overvægt af asiatere. Vi er forinden blevet bedt om at være klædt på efter flerlags-princippet og huske, at hver enkelt skal have en vind- og vandtæt jakke med på turen. Støvlerne lejer man, eftersom de skal kunne bære crampoons eller steigeisen, som man også kalder disse metalskinner med pigge, der fæstnes under støvlerne. Jeg kan ikke lade være med at smile af et ungt japansk par, hvor fyren står iklædt ternede stramme lærredsbukser, laksko og en løst hængende cardigan. Thats it! Det eneste som kan give denne unge mand en vis mængde isolering må være den enorme mængde gelé, som er rørt ind i håret, der står så højt som kun David Lynch ellers mestrer det. Jeg tænker på, hvordan ‘knægten’ mon klarer denne tur, men de flinke guider er åbenbart vant til denne situation, og vupti så står den unge mand iklædt i en lånt dragt i onkel Ove størrelse – (læs: for stor). Vi er nu alle klar til at betræde isen.
Det er Fox Glacier, som vi skal prøve kræfter med. Fordelen ved netop denne gletscher er (foruden at den rent faktisk stadig kan opleves), at den kan nås ved blot en times gang op igennem kløften og dette uden nævneværdig stigning, så ruten er børnevenlig.
[Gå direkte til dette Picasa-album]
Op til 5 meter om dagen glider den op til 200 meter tykke ismasse hen over stenbunden. Da vi tager de første skridt op på isen og baner os vej frem for at komme ind i dette mystiske landskab, ser vi, hvordan guiderne hele tiden bliver nødt til at hakke nye spor med de store tohånds økser til alle os tumlinger, som vil opleve dette vidunder. Stien fra dagen i forvejen er den efterfølgende dag forsvundet grundet smeltning og bevægelse, så der er tale om fast arbejde med at få lavet en tilpas sikker sti. En lille gruppe A-mennesker starter ud kl. 04.00 med arbejdet frem til, at det første hold kan sendes af sted med 9-tiden, hvis da turen ikke aflyses, fordi forholdene er for vanskelige.
Det er en stor oplevelse at gå på isen, eller rettere stampe på isen, så vores fodtøj holder os fast. At gå her i dette meget kuperede terræn er fantastisk, men også noget der kræver ens opmærksomhed. Overalt er der sten i alle størrelser, som er trukket med ned fra bjerget, vand løber overalt, og i det hele taget er dette en våd oplevelse. Selve isen er ‘krystal-blå’, fordi mineraler fra bjergene farver isen på vejen ned. Flere steder kan vi se, hvordan sneen er krystaliseret til denne ubrydelige masse. For selv om her er vådt på overfladen, er isen stenhård. Som vi går, dukker nye vandløb op, som længere nede pludselig forsvinder ned i et hul. Der er et helt netværk af kanaler under isen, hvor vandet løber. Netop derfor kan isen være livsfarlig. Mange steder er der enorme sprækker i isen, som er så dybe, at det er svært at se bunden (hvis der altså er nogen).
Vejret skifter markant under turen. Vi starter ud i fint vejr, og jeg sveder som vanligt, men da vi nærmer os ismassen, falder temperaturen markant inden for ganske få meter. Det er lidt som at vade ind i en fryser. Og så er det om at nyde synet af de blå isklipper og de stejle bjergsider, hvor det ene vandfald efter det andet ses igennem den tykke vegetation af regnskov. Her kan man stå og falde i staver – helt lykkelig, indtil guiden befaler, at vi ‘allerede’ skal gå tilbage til den faste grund under fødderne.
I er sgu lidt cool!! Jeg, som er panisk angst for at falde eller glide, ville næppe ha’ klaret den gletchervandring uden at lægge et par små pøller i bikiniunderdelen (c;
Havde aldrig hørt om onkel Ove – den var god. Apropos, så er vores ven Søren ved at tabe sig – fra 210 kg og ned. Dér bliver vist noget onkel Ove-tøj til overs!
Mærkeligt at tænke på, at I lige nu befinder jer i 30 graders varme. Det er skisme en afvekslende tur, I er på.
Kram fra Chris